Skabe

Skabe

Skabe, elementer eller korpusser – fælles for dem alle er at størstedelen af alle skabe er bygget op af de samme materialer. Hvilken type skabe er der så, tænker du måske? Vi har lavet et overblik over de skabe, du vil blive præsenteret for i køkkenbranchen.

  • Underskabe:

Er alle de skabe der er under bordpladen. Her kan du vælge imellem “Vaskeskabe”, “Hyldeskab”, “Skuffe / bakkeskab” og “Hjørneskabe”. Højden på skabene ligger mellem 70 cm til 80 cm og det betyder at soklen (en liste eller de plastik ben skabene står på) kan variere i forhold til at standard højden på et køkken, fra gulv til overkant bordplade, skal der være ca. 90 cm.

  • Vaskeskab:

Her skal du tage stilling til forskellige ting, såsom om du har brug for at kunne sortere dit affald? Har du brug for at have en form for udtrækshylde til dine rengøringsting eller skal der være plads til noget større, såsom en beholder der kan lave danskvand eller kogende vand? Hvis du skal have plads til nogle af de nævnte ting, vil det oftest resultere i, at du også skal bruge et større vaskeskab (f.eks. 80cm) for at disse løsninger kan lade sig gøre. Det samme vil gælde, hvis du også tænker i, at du vil have en ekstra stor vask.

  • Hyldeskab:

Det siger lidt sig selv, et skab med hylder. Når du åbner lågen er der som oftest to hylder med. Hvornår er det godt at bruge hyldeskabe i stedet for skuffeskabe? Et godt eksempel kan være de store køkkenmaskiner, der er oftest ikke plads til dem i en skuffe. Det kan også være at du har nogle installationer (vand & el) som skal lukkes pænt af, eller du gerne bare vil holde prisen nede på køkkenet. Det er oftest dobbelt så dyrt at vælge et skuffeskab, i forhold til et hyldeskab og det er selvfølgelig vigtig for dig at vide, hvor mange hyldeskabe og hvor mange skuffeskabe, køkkenleverandøren skal tage med i tilbuddet, da det kan betyde rigtig meget for prisen. Hos KitchenMatch, spørger vi lige præcis, køkkenfirmaerne om dette i tilbudsprocessen, så du får et fornuftigt grundlag at tage en beslutning på.

 

  • Skuffe / Bakkeskab:

Her vil der også være forskellige løsninger at vælge imellem. Hos mange køkkenleverandører, kan man vælge imellem en stålskuffe eller en træskuffe. Du kan også få træskuffer som er fingertappede sammen. En træskuffeløsning, vil oftest være den dyreste. Det er selvfølgelig vigtig for dig at vide, hvilken skuffe type, køkkenleverandøren skal tage med i tilbuddet, da en træskuffe er noget dyrere end en stålskuffe. Et bakkeskab ligner et skab med en låge, men har skuffer/bakke inden i når du åbner lågen. Denne løsning kan være med til at holde prisen nede, fordi du ikke betaler for de mange skuffefronter men kun for en enkelt låge. Du skal være opmærksom på, når du vælger et bakkeskab, at du pålægger dig selv, en ekstra arbejdsgang ved at du skal åbne lågen, hver gang du skal ned i dine skuffer/bakker.

  • Hjørneskab:

Løsninger i hjørnet kan laves på mange forskellige måder. Du kan få hjørneskabe med karruseller, skuffer og helt almindelige hylder. De fleste køkkenvirksomheder har et stort udvalg i hjørneskabsløsninger, så pladsen bliver udnyttet optimalt i hjørnet. Vær opmærksom på pris kontra funktionalitet og hvor meget plads der går fra, når du vælger andre løsninger end et klassisk hyldeskab, især hvis du har et mindre køkken, hvor hver eneste cm skal udnyttes, så kan plads nogle gange være mere vigtig en funktionalitet.

  • Over / Topskabe:

Disse skabe er oftest halv dybde af underskabene. Overskabe kan forvandle pladsen på væggen til værdifuld opbevaringsplads, især til de mindre køkkener. De fleste køkken virksomheder, har mange forskellige højder i deres overskabe (60 cm til 120 cm) og på den måde kan der laves løsninger, hvor overskabene går helt op til loftet, for at skabe
så meget opbevaringsplads, som det er muligt. Topskabe (max. højde 40 cm) kan være en løsning, hvis man har fået opfyldt pladsbehovet i ens underskabe, og man gerne vil have lidt plads på væggen, men hvor udtrykket stadig skal være let. I overskabene kan der også integreres lys, så man kan skabe en god arbejdsbelysning over sine arbejdszoner.

  • Højskab:

Højskabene er rummelige køkkenskabe, hvor man kan udnytte pladsen helt op til loftet. Højden på højskabe ligger mellem 195 cm og op til ca. 215 cm. De fleste køkkenvirksomheder har et stort udvalg i indretningen af disse skabe. Du kan få skabe med hylder, som er justerbare, skabe med bakke/skuffer, du kan trække ud, eller du kan også få systemer (f.eks. “tandem” udtræk), hvor hele skabes indhold kommer ud til dig, så du ikke behøver at stå med hovedet inde i skabet og lede efter tingene. Højskabene bruges selvfølgelig også til at opbevare hårde hvidevarer, især hvis du gerne vil have en låge på dit køle-fryseskab. Højskabene kan også bruges til at få ovnen op i en god arbejdshøjde, ligesom du også kan få mikroovn, kaffemaskine osv. placeret i et højskab. Vær opmærksom på, at hver gang du sætter et højskab ind i dit rum, siger du også farvel til bordpladeplads. I de mindre rum anbefales det, at man max. sætter et til to højskabe ind, for at sikre så meget bordpladeplads muligt. Dette gøres for at skabe gode arbejds-zoner så køkkenet bliver funktionelt.

Få 3 tilbud

Tips & inspiration